Serie: Natursyn

Alt hænger sammen i en betinget samopståen i buddhismen

Maleri i Grand Palace i Bangkok, Thailand Foto: Stock foto/Colourbox

I serien om natursyn bringer Etik.dk filosofiens og religionernes syn på, hvordan vi kan betragte naturen. Ph.d. i religionsvidenskab deler viden om natursynet i buddhismen

Buddhismen opstod i det nordlige Indien i det 4. og 5. århundrede f.v.t. Dengang vandrede den tidligere prins og asket Siddharta Gautama rundt og underviste tilhørere i, at sand og uforgængelig lykke ikke kunne findes i denne verden. Siddharta Gautama havde først levet et liv i overflod som prins og dernæst som en livsfornægtende asket, inden han fik sin ”oplysning” og dermed blev en buddha (buddha betyder oplyst). Derfor kaldes han ofte Buddha Shakyamuni.

Den særlige indsigt han ifølge ”Buddha-legenden” opnåede under et træ i det nuværende Varanasi bestod bl.a. i, at alt i verden er forgængeligt. Livet forgår helt af sig selv, alle ting forandres, følelser kommer og går – og naturen nedbrydes og forandres konstant.

Intet er fast, og det bringer kun lidelse med sig, hvis man forsøger at fastholde en foranderlig verden. I stedet søger man en tilstand uden for denne verden. I det buddhistiske sprogbrug, søger man ud af samsara og mod nirvana. Lykken kunne ikke findes i denne verden, i samsara, men kun i en anden tilstand, som kun findes i nirvana. Buddhismen vendte sig derfor væk fra naturen. Naturen var en del af den forgængelige samsara, som ikke kunne give en varig lykke. Det betød dog ikke, at naturen bare blev udnyttet. Mennesket er trods alt også, som naturen, forgængelig.

Ikke dræbe dyr
Troen på reinkarnation var til stede fra buddhismens begyndelse. Når livet sluttede blev man født igen i samsara. Traditionelt siger man, at det kan være i et af seks forskellige tilstande: i helvede, som spøgelse, i dyreriget, som menneske, i en gudeverden og endelig som halvgud.

Fælles er, at alle er underlagt denne endeløse række af genfødsler i de forskellige tilstande, og at alle på et eller andet tidspunkt har mødt hinanden. Den fugl, du møder nu, kunne altså have været en ven i et tidligere liv, eller den kalv, du overvejer at slagte for at spise, kunne have været din mor i et tidligere liv.

Det som bestemmer, hvor og i hvilken form, man genfødes, er karma. I buddhismen tror man ikke på, at verden er sat i gang af en skabergud. Verden er ikke skubbet i gang af en gud. Verden holdes kørende af karma, som nærmest er en slags ”etisk naturlov”. Ifølge loven om karma har alle handlinger en konsekvens. Handlinger er årsager og de vil få en konsekvens. Der er ingen straffende eller tilgivende gud, men karma kan følge dig over mange genfødsler. Svigtede du din ven i et tidligere liv, synger fuglen måske ikke for dig, eller slagter du alligevel kalven ender du måske selv som slagtekvæg næste gang.

De etiske retningslinjer i buddhismen fremgår af ”De fem forskrifter”:

1. Afholde sig fra at tage noget levende væsens liv.
2. Afholde sig fra at tage, hvad der ikke gives.
3. Afholde sig fra utugt.
4. Afholde sig fra falsk tale.
5. Afholde sig fra at indtage destillerede og gærede drikke, der forårsager beruselse og hensynsløshed.

Det er værd at bemærke, at den første forskrift om ikke at dræbe, gælder alle levende væsener, ikke ”blot” andre mennesker. Dyr vil æde andre dyr. Det ligger i deres natur. Mennesket derimod kan kontrollere egne handlinger. Derfor ligger der en forpligtelse på mennesket, som i særlig grad kan undgå at tage noget levende væsens liv.

En udbredt praksis er at købe dyr, der er i fangenskab og som måske skal slagtes, for at slippe dem fri eller passe dem til de dør af alderdom. Det giver god karma, fordi det fjerner den lidelse dyret har ved fangenskab og slagtning. Vegetarisme er også udbredt i buddhistiske lande, om end den dårlige karma knytter sig mere til slagteren, der dræber dyret, end den der spiser kødet.

Natur i den tidlige buddhisme
Den tidligere buddhisme var sandsynligvis koncentreret omkring byer og faste bosættelser. Buddha og de første følgere samlede sig i parker og lunde, og ofte levede de af donationer fra lokale. Buddhismen opstod med andre ord i et ”kulturlandskab”. I det hele taget var ”kultur” forstået som ”det bearbejdede” et ideal.

Målet for de første buddhister var at befri sig fra den endeløse række af genfødsler, og det kunne ske ved at kultivere sindet. Sindets natur var at flakke rundt fra tanke til tanke, som vi nok alle kender det, når vi er ukoncentrerede. Gennem træning kunne sindet styres. På samme måde kunne verdens natur styres gennem kultivering. Den uberørte, vilde natur kunne bearbejdes og blive et kulturlandskab.

Vi kender nok alle de fine, organiserede zen-haver med sirlige linjer og harmonisk indretning. Mennesket kan skabe kultiveret natur, som kan hjælpe med at kultivere sindet. Der er altså ikke noget ideal om at lade naturen være i fred. I stedet kan den inddrages og anvendes til fordel for mennesket, som et middel til at mennesket opnår religiøs indsigt.

Samtidig er der et ideal om at give ”afkald” i buddhismen. Siddhartha Gautama gav afkald på sit luksuriøse liv som prins for at leve som asket i skoven, inden han fik sin oplysning, og i dag ligger de fleste klostre afsondret fra byens larm, forstyrrelser og fristelser. Naturen giver en mere ren oplevelse, og den altid foranderlige natur kan bruges som et redskab i meditation.

Dels kan der være ro i naturen og dels bliver naturen et billede på, hvordan sindet kan udvikle sig, som en blomst der vokser frem og blomstrer. Den rene natur står i modsætning til den forstyrrende kultur. Med den ekspanderende befolkningsudvikling og urbanisering i mange buddhistiske lande, bliver det vanskeligere at finde uberørt natur at meditere i. Til gengæld søger man at gøre kulturlandskabet mere naturligt, hvor klostrene og templerne har haver tilknyttet. Hvor Buddha og hans følgere opsøgte haver og lunde, så opbygger nutidige buddhister dem.

At leve i sammenhæng med naturen
Hvor de fem forskrifter bl.a. beskriver forholdet til dyr, så er det straks mere vanskeligt, hvordan man skal forholde sig til den del af naturen, som ikke er dyreriget. Planter, havet, jorden osv. Hvordan bør man forholde sig til dem? Som alt andet i verden er de forgængelige og at forsøge at opretholde dem, synes forgæves på forhånd.

I buddhismen siger man, at alt har ”betinget samopståen”. Bag dette lidt tekniske begreb ligger, at alt har en bevirkende årsag. Sanserne er betinget af en krop, fødsel betinget af en gravid kvinde og døden af en fødsel er gode eksempler, der bliver brugt. Når det er samopstået henvises der til, at denne kæde af årsag og virkning ikke har nogen begyndelse eller afslutning. Det er en kæde, hvor alt er opstået i et med alt andet.

Fører vi det over på naturen, så er frøet betinget af gode vækstvilkår for at blive en frugt og granit betinget af metamorfe processer for at blive en gnejs. Selvom alt det er en del af den forgængelige samsara, så understreger det dog altings samhørighed. Ødelægger mennesket livsvilkår for naturen ødelægger det samtidig livsvilkåret for mennesket selv.

Betinget samopståen er det tætteste vi kommer et begreb om buddhistisk bæredygtighed. Alting i naturen vil forgå, men vil kunne gendannes, hvis de rette betingelser er til stede. Fjernes betingelserne derimod, så fjerner man også muligheden for at naturen kan genoprettes igen.

Fortidens buddhisme og fremtidens bæredygtighed
I buddhismens start var der er et pres på verdens klima og miljø. Men livet kunne være kort og forgængeligt, og Buddha belærte om, at varig lykke måtte søges et andet sted end i denne verden.

Men buddhister vender sig også mod verden. Buddhister lever i et karmisk fælleskab med dyr og i et fællesskab i betinget samopståen med hele naturen. Naturen er ikke noget ”derude”, som mennesket er adskilt fra. Det er heller ikke noget som en skabende gud har et ansvar for. Det er menneskets ansvar at beskytte og bevare naturen. Det vil også være at tage vare på vores egen tilværelse.

Bouddha (Buddha), 1895, af Paul Gauguin (1848-1903) Foto: NGA creative commons
Le Buddha, 1895, af Odilon Redon (1840-1916) Foto: NGA creative commons
Naturen giver en mere ren oplevelse, og den altid foranderlige natur kan bruges som et redskab i meditation. Foto: Stock foto/Colourbox